|
|
|
|
prækvalifikation retspsykiatrien middelfart
aarhus arkitekterne er sammen med tegnestuen BIG, Grontmij | Carl Bro, Oluf Jørgensen, Schul Landskabsarkitekter og Landskabsarkitekt Helene Plet prækvalificeret til konkurrencen om en samlet og udbygget retspsykiatrisk funktion i Middelfart - et byggeri til knap 237 mio. kroner.
Det psykiatriske felt favner en meget stor og mangfoldig patientgruppe med specielle behov relateret til deres sygdomskarakter. Derfor er generelle principper for arkitektur i relation til andet sundhedsbyggeri i somatisk regi ikke nødvendigvis gældende i denne sammenhæng. Åbenhed, aktvitetsmuligheder og rehabilitering i psykiatrien stiller krav og udfordringer til de fysiske rammer. Patienternes trivsel og behandlingsforløb skal understøttes af tryghedsskabende omgivelser samtidig med, at der ikke må gives køb på sikkerheden.
Foruden ombygning af eksisterende arealer skal retspsykiatrien udvides med ca. 7.900 m². Det betyder, at der vil blive 70 retspsykiatriske sengepladser foruden en almenpsykiatrisk afdeling med 36 pladser.
Konkurrenceforslaget skal afleveres 17. august. Herefter bedømmer Psykiatrien i Region Syddanmark de indkomne forslag, og det forventes at vinderen godkendes og offentliggøres den 3. september 2010. Byggeriet forventes at være færdigt ved udgangen af 2012. |
|
|
|