aarhus arkitekterne tegner kræftcenter

28.08.15 //
aarhus arkitekterne tegner enestående dansk partikelterapicenter.

Dansk Center for Partikelterapi bliver det mest avancerede stråleterapicenter til dags dato og det eneste af sin art i Danmark. Der eksisterer kun få lignende bygninger i verden i øvrigt - så det nye danske behandlingstilbud er helt enestående - og absolut banebrydende inden for kræftbehandling. 

aarhus arkitekternes vinderforslag lægger vægt på, at den unikke funktion afspejles i både det ydre og det indre. På den måde er facaderne og bygningens samlede udtryk udviklet, så de relaterer til centrets funktion, og fortæller historien om den præcision, der er centralt for stråleterapi som behandlingsform.

Partikelcentrets betonkonstruktion er i sin natur fascinerende - en 14.000 m3 støbning med op til 4 meter tykke vægge. Bygningen bliver 70 meter lang og 3 etager høj. Denne konstruktion kombineret med noget af verdens mest avancerede og eksklusive udstyr til kræftbehandling, gør bygningen ganske unik.

Bygningen er tænkt indefra og ud. Med et stærkt fokus på funktionelle krav og indre værdier, har projektet udviklet sig organisk. Arbejdet har drejet sig om at identificere den optimale funktionalitet og sikre præcise rumligheder og optimale dagslysforhold omkring bygningens indre patient- og personalerelaterede funktioner. Samtidigt har det har været et kardinalpunkt at sikre et optimalt flow for patienter og personale i klare, entydige patientforløb og arbejdsgange. 

Atriet sikrer dagslys til 'rygraden' i bygningen langs de adgangsområder, der fører til behandlingszonerne, og bliver en naturlig orienteringsakse igennem bygningen. Indvendigt er der valgt stoflige, varme materialer kombineret med grønne, hængende haver, der udstråler imødekommenhed i et professionelt behandlingsmiljø. 

Bygningens ydre får sin sjæl og sin egenart i det veltilrettelagte møde mellem de overlappende, arkitektoniske elementer; lanternen, betonkonstruktionen og skærmen.