Chefskifte hos aarhus arkitekterne

27.10.15//

Med et chefskifte og en nyoprettet stilling fortsætter aarhus arkitekterne sit fokus på boligarkitektur.

Den 1. oktober overtog arkitekt Lotte Rolighed jobbet som chef for aarhus arkitekternes afdeling for boligarkitektur. Samtidig er Esben Trier Nielsen udnævnt som projektchef. Lotte Rolighed afløser chefarkitekt Lars Sylvester, der heldigvis fortsat vil være tilknyttet aarhus arkitekterne på konsulentbasis, hvor han vil styrke afdelingen for boligarkitektur - primært med sit skarpe blik for konceptudvikling.


Humanistisk boligarkitektur
Den nye chef for boligarkitektur, Lotte Rolighed, er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus og har mere end 10 års erfaring med skitsering, projektering og udvikling af boligbyggeri. Det er derfor en erfaren 37-årig, der sætter sig i chefstolen med stærke visioner for fremtidens boliger.

- Vi tror på menneskevenlig, humanistisk arkitektur, hvor vi fokuserer på livskvalitet og sætter mennesket i centrum. Arkitektur bør ikke stå alene. Den får først værdi, når den giver mening for brugerne, lyder det fra Lotte Rolighed.


Vision og bygbarhed skal mødes
Lotte Rolighed får assistance af den nyudnævnte projektchef Esben Trier Nielsen, der har været ansat hos aarhus arkitekterne siden 2008 og med en baggrund som både byggeøkonom og arkitekt skal sikre sammenhæng mellem arkitektonisk vision, anlægsøkonomi og bygbarhed.

Helhedsplanlægning og totalrådgivning er blandt aarhus arkitekternes kerneydelser inden for boligbyggeri. Det ser man i flere storskala-projekter i bl.a. Aarhus og Fredericia. Sidste år gennemførte tegnestuen en omfattende energi- og facaderenovering af et alment boligbyggeri i Aarhus med fokus på ejendommens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi.


- Vi vil skabe funktionelle, smukke hjem til mennesker i alle livsfaser og med forskellige behov – med et stærkt fokus på samarbejde med brugere og bygherre. For os er arkitektonisk kvalitet også et spørgsmål om at lytte til beboere og bygherre, siger den nye chef for boligarkitektur, Lotte Rolighed.

Lars Sylvester har valgt at forfølge en mangeårig drøm om at arbejde som idémager og projektudvikler i eget regi. Lars Sylvester har været tilknyttet aarhus arkitekterne siden 1993. Siden 2000 har han været ansvarlig for aarhus arkitekternes boligteam og stået i spidsen for en række innovative projekter.

Med forsommerens ansættelse af to arkitekter med international erfaring er aarhus arkitekterne også godt på vej i Norge.