helsingborgs lasarett, udbygning

Den spektakulære bygningskrop, der føjer sig til det eksisterende sygehus i Helsingborg, er et topmoderne, fleksibelt og på alle måder sammenhængende byggeri, der trods sin volumen på 40.000 m² indskriver sig nænsomt i de bymæssige omgivelser. 

Bygningen indeholder laboratorier, psykiatri og somatiske ambulatorier. Rådgiverteamet har haft stor fokus på, at den nye bygning tilpasser sig det omkringliggende byggeris skala - på den ene side det eksisterende sygehus' massive bygningskrop og på den anden side de mindre bymæssige ejendomme. Bygningen føjer sig ind i de trafikstrømme, der er i området, og den eksisterende sygehuspark forlænges, så campus-tanken og billedet af et sammenhængende sygehusområde forstærkes midt i byens pulserende liv.

Projektets hovedgreb udspringer af den brede viden, aarhus arkitekterne har om sundhed, herunder en detaljeret viden om psykiatrisk behandling og miljøets indvirkning på de indlagte. Byggeriet adskiller sig væsentligt fra det traditionelle, institutionelle hospitalsbyggeri. 

Arkitekturen sætter mennesket i centrum, og tager udgangspunkt i den humane, mindre skala, der ikke er intimiderende som traditionelt institutionsbyggeri kan være, men som tværtimod virker imødekommende og beroligende. Byggeriet fokuserer på et stimulerende, helende miljø, hvor både patientens heling og restitution og hensynet til personalets gøremål er i fokus. 

Arkitektonisk er et helende grønt kvarter brudt op i mindre enheder, der tilsammen udgør et dynamisk hele. Byggeriet fremstår venligt og imødekommende, og åbenhed og transparens præger alle afdelinger, uden at der gives køb på funktionalitet og sikkerhed.

fakta

opgaveform

udvidelse af Helsingborgs Lasarett. 1. præmie i konkurrence. Laboratorier, psykiatri og somatiske ambulatorier


areal

40.000 m²


budget

1,4 mia SEK


år

2013-2018


bygherre

Region Skåne



rådgiverteam

schmidt hammer lassen, aarhus arkitekterne, NNE Pharmaplan, Kragh og Berglund


status

igangværende