nyt aalborg universitetshospital

aarhus arkitekterne er en del af konsortiet, der har tegnet vinderforslaget til Nyt Aalborg Universitetshospital - et 134.500 m² nyt hospitalskompleks i Aalborg Øst, der kommer til at betjene hele Region Nordjylland. Projektet omfatter desuden 17.000 m² til Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet samt udarbejdelse af en hovedstrukturplan på i alt ca. 330.000 m², som blandt andet omfatter etablering af Aalborg Psykiatriske Sygehus, onkologihus, patienthotel og udvidelse af ambulanthus serviceby og kapel. Projektet er en del af regeringens kvalitetsreform på sundhedsområdet, hvori der er afsat 4,1 mia.kr. til kvalitetsfondsprojekter.

Nyt Aalborg Universitetshospital har konsekvent fokus på mennesket. Både i hospitalets arkitektoniske udtryk og i den overordnede struktur og indre organisering, der målrettet tilgodeser patienten og et sammenhængende patientforløb. Den permanente fokus på patienten giver hospitalet en stærk identitet og optimale arbejdsbetingelser og optimerede muligheder for behandling. 

Byggeriets hovedstrukturplan har karakter af ny bydel og holdes i en menneskelig skala med stor variation i bygningerne. Projektet består af 2 dele; hospitalet som den ene, og SUND, som er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet som den anden. De 2 dele placeres i hinandens umiddelbare nærhed for at opnå synergi mellem sundhedsuddannelsernes og forskningsaktiviteternes tværfaglige udvikling, samarbejde og innovation.

Hospitalet er bygget op omkring en optimeret logistik med fokus på sikre og logiske patient forløb. Akutte og ambulante patienter holdes adskilt, med hver sin indgang og hvert sit niveau, og for patienten opleves bygningerne derfor logiske og overskuelige, da patienten bevæger sig systematisk gennem hospitalet. Et indre og ydre gaderum er livsnerven i projektet. Det er hertil man ankommer, og det er hér man orienterer sig og fordeler sig fra, hvad enten man er patient, pårørende eller personale. Gaderummet medfører en overordnet, indre sammenhæng, tæthed og korte gangafstande, samt variation i arkitektur og oplevelse. 

Hospitalets hovedfunktioner samt SUND er disponeret i overskuelige, mindre bygninger. Disponeringen af de forskellige afdelinger er baseret på logiske sammenhænge, og danner grundlag for effektiv, rationel drift og et godt dagligt samarbejde. Hovedstrukturplanen indeholder blandt andet ambulatoriehuse og onkologi, og der er forberedt mulighed for bl.a. en forskerpark. Byggeriet åbner sig mod landskabet udenfor såvel som mod de indre gårde og interne sammenhænge, og indlejrer sig derved i omgivelserne. Strukturen er fleksibel for over tid at kunne optage forandringer i organisation og funktioner, og giver gode muligheder for senere udvidelser. 

Den landskabelige bearbejdning forstærker det karakteristiske terræn og det åbne dalstrøg, og gør hospitalskomplekset til en del af et system af grønne kiler, landskabsbånd og forbindelser, der karakteriserer området. Landskabets naturlige terrænfald udnyttes i en funktionel disponering af byggeriet og i koblingen med byen. Det samlede bygningsanlæg i hovedstrukturplanen danner en skulpturel helhed, skabt ud fra et ønske om at skabe udsyn og dagslys i hele strukturen. 

Der er i arkitekturen arbejdet med tre slags genkendelige volumener. Mod vest ligger de kliniske funktioner og trykker sig i bakken som solide betonklodser med bevoksede flader. Mod øst står de offentligt orienterede afsnit med tunge teglsokler, der synes at vokse op fra terrænet. Afsnittene Sengeafsnittene fremstår lette og elegante, og har en samhørighed med den omkransende horisont. Dagslyset kan trænge dybt ind i afsnittene, og alle patienter vil fra deres sengestue have en storslået udsigt enten ud over den omgivende natur eller ind over Aalborg by.

fakta

opgaveform

alle faser fra byggeprogram til færdigt projekt. 1 præmie i konkurrence. Kvalitetsfondsprojekt.


areal

155.000 m²


anlægssum

DKK 4.1 mia.


år

2012-2020


bygherre

Region Nordjylland


samarbejdsparnere

konstortium: aarhus arkitekterne, schmidt hammer lassen architects, creo arkitekter, Brix & Kamp, Oluf Jørgensen, NNE Pharmaplan; Royal Haskoning NL, Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, Implement, Bjørk & Maigaard, Norconsult


status

igangværende